Dansk Modelteaterforening

Dansk Modelteaterforenings Oprindelse

Dansk Modelteaterforening blev stiftet den 4. december 1943 i København.  Foreningen fremstår helt fra starten meget beslutsom og aktiv, og  lancerede allerede et par måneder efter stiftelsen sit eget tidsskrift, “Suffløren”, som udkom for første gang i januar 1944 – og ret beset – stadig er foreningens blad, der udkommer 4-5 gange om året. 

Mens krigens mørklægning utvivlsomt stimulerede interessen for indendørs hobbyer, kan man ikke overse betydningen af Allers udgivelse af det ikoniske Pegasus Teater kort tid forinden. Henri T. Mayer, en af hovedarkitekterne bag Pegasus Teatret, tjente endda som redaktør for “Suffløren” i foreningens tidlige år, hvilket yderligere cementerer Allers dybe forbindelse til foreningen.

Her ser du et historisk billede af foreningens medlemmer fra omkring 1950 . Her kan du bl.a. se Alex Secher (siddende nr. 3 fra højre m. briller), den talentfulde kunstner bag designet af Pegasus Teatret og de betagende kulisser udgivet til Allers forestillinger. Ved oprettelsen havde foreningen allerede en imponerende medlemsskare på omkring 350.

 

Faktisk var foreningen dengang eksklusivt for mænd… og trods det sidder der alligevel en kvinde på billedet. Så vidt jeg ved var hun gift med et medlem og bestred kassér posten.

Og for at det ikke skulle være løgn, for at få lov at spille en forestilling i foreningen, skulle man først aflægge en prøve… Det er så et punkt vi har fjernet fra bestemmelserne i dag 🙂

 

Dansk Modelteaterforening: Fra Fortid til Nutid

Foreningen, oprindeligt kendt som Dansk Modelteater Samfund, blev senere omdøbt til Dansk Modelteaterforening. Men trods navneændringen er foreningens mission og kerneværdier forblevet de samme: at fremme modelteaterkunsten i Danmark og samle entusiaster omkring deres passion.

I de tidlige dage var foreningen en samling af forskellige små teatergrupper. Disse grupper drev hvert deres dukketeater, men fandt styrke i fællesskabet i foreningen. Med den begrænsede teknologi dengang, krævede forestillingerne en betydelig besætning bag scenen, ofte med mange hænder (5-8 personer) for at sikre, at alt gik som planlagt.

Nutidens teknologi har gjort det lettere at afvikle en forestilling, ofte med kun to, eller endda bare en enkelt person bag scenen. Alligevel er den fælles passion for dukketeater stadig hjertet i foreningen. Med cirka 200 medlemmer opdelt i tre regionale kredse (Jylland, Fyn og Sjælland), fortsætter foreningen med at udgive det inspirerende tidsskrift “Suffløren” i trykt format flere gange om året.

Foreningen driver også en facebook gruppe du kan finde her

Er du fan af dukketeater?

Overvej at blive en del af denne charmerende forening. For mere information om medlemskab, besøg foreningens hjemmeside på www.dansk-modelteater.dk, hvor du kan dykke dybere ned i foreningens historie og aktiviteter